Daydreamers Historie


Som så mange andre klubber, startede Daydreamers også med en håndfuld gutter med samme interesse. Nemlig de amerikanske biler. Og i 1989 var det ingen undtagelse.

På John og Boble’s værksted samledes denne håndfuld mennesker mere eller mindre fast hver mandag. Her gik tiden med at skrue biler, hygge og snakke drømme. Og det sidste var faktisk det der ligger til grund for klubben’s navn. For når man sidder der med yankee biler rundt om sig, så kan man ikke lade være med at drømme og tænke tilbage på at netop den bil har cruiset ned af route 66 eller holdt på et burger joint i Las Vegas.

Og vi kan jo heller ikke lade være med at drømme om, at det var os selv der levede ’over-there’ dengang hvor benzinpriserne ikke var værd at tænke på og hvor der hver aften blev lagt op til dørtræk langs de 402 meter lange karréer og hvor V8’er lyden var en del af dagligdagen i vores øregange. Netop disse tanker og drømme var det der gjorde, at denne håndfuld gutter, mente at navnet Daydreamers var den helt korrekte betegnelse for en evt. klub. Og da de alligevel mødtes fast kunne de jo lige så godt gøre det ”officielt”. Faktisk er alle dem der mødtes dengang, undtaget 1, stadig medlemmer af klubben. Men som alle der driver en klub ved, så er det her med et fast klubhus både vanskelig og dyrt. Heldigt var det at Søren og Claus delte et sommerhus, som de ikke rigtig brugte mere og her startede Daydreamers så ved en generalforsamling den 18. oktober 1992. Siden dengang har klubben vokset sig stor og tæller ca. 50 medlemmer.

Vi er i dag bosat i selve Tølløse i et gammelt murstenshus fra 70érne, som indvendigt er sat i stand i ægte amerikansk klubhus stil. Daydreamers står i dag for en del arrangementer til glæde for alle andre som deler vores lidenskab. Hvert år holder vi Swapmeet i Tølløse, Night cruise på Holbæk havn og hvert andet år lægger vi rammerne til Daydreamers Meet på sportspladserne i Tølløse og trækker i denne forbindelse omkring 1000 biler til den lille by. Det siger sig selv at det kræver et utrolig godt samarbejde at stable disse arrangementer på benene, og det er lige hvad vi har i Daydreamers.

Vi sætter sammenholdet i højsædet og laver hen over vinteren ca. 7 klubarrangementer såsom Halloween fest, julehygge, nytårshygge, julefrokost, påskefrokost, værkstedsbesøg og vinterrally. Alt sammen fordi vi elsker det sammenhold man opnår ved at være i en klub med fælles interesser.



Hold i dag

Instagram